FOA tidligere formand, Dennis Kristensen, blogger i tidsskriftet Ræson 9.6.2018:
I dag giver det ikke mening at tale om ”den danske model” i den offentlige sektor. Det skal forandres
OK18 fik sat spørgsmålstegn ved, om “den danske model”, som arbejdsgivere og lønmodtagere i hele samfundet højlydt bekender sig til, overhovedet er designet til det offentlige. Der skal grundlæggende forandringer til. Der er simpelthen brug for trepartslignende aftaler – suppleret med lovgivning om, hvordan overenskomstforhandlinger (og mulige konflikter) på det offentlige arbejdsmarked skal håndteres.
DET HANDLER FØRST om 4 spørgsmål:
1. Anerkender de offentlige arbejdsgivere reelt de ansattes ret til at indgå kollektive overenskomster?
Arbejdsgivernes aktive deltagelse i det politiske angreb på læreres og underviseres arbejdstidsregler i 2013 og afvisningen af at indgå en ny kollektiv arbejdstidsaftale i 2015 og igen i 2018 peger ikke éntydigt i den retning. Snarere tværtimod. Det ligner i langt højere grad en systematisk satsning på at erstatte aftalte løsninger – dels med diktater, dels med mere ledelsesret til de offentlige arbejdsgivere.
Hvad sker der, hvis politikerne på Christiansborg, i kommuner og regioner for alvor får blod på tanden af erfaringerne fra 2013, hvor man brugte kombinationen af lovgivning og koordinerede bøllebank til offentligt ansatte lønmodtagergrupper? Så falder ”den danske model” i den offentlige sektor helt fra hinanden.