Kære politikere i København:

Slip jeres kæpheste, og stå sammen om de svageste

Af Britt Petersen, formand, og Helle Haslund, medlem af forretningsudvalget i LFS, Landsforeningen For Socialpædagoger

Vi ved godt, at politikere hver især har deres mærkesager og yndlingsformål. Det er helt i orden – man stiller jo netop op til Borgerrepræsentationen i København for at få indflydelse og for at sætte sit præg på udviklingen i København. Derfor er der tradition for, at politikerne ikke er glade for at binde alt for store dele af budgettet i faste reguleringsordninger. De vil gerne have frie midler at lege med på hvert deres område. Der eksisterer dog enkelte af disse reguleringsordninger. Fx får Børne- og Ungdomsforvaltningen automatisk flere penge, hver gang et nyt barn begynder i dagpleje eller vuggestue i København. Og det er jo logik for burhøns, at der skal flere penge til dagtilbud og skoler, når der kommer flere børn.

Sådan er det bare ikke på det sociale område. Socialforvaltningen får ikke automatisk et større stykke af lagkagen, selv om der kommer flere handicappede, psykisk syge og hjemløse. Der er kun vedtaget en begrænset reguleringsordning for handicapområdet. Det har gennem årene udhulet budgetterne. Skal man nævne enkelte nøgletal, er andelen af økonomisk fattige 123 procent højere i København end landsgennemsnittet, andelen af hjemløse borgere er 79 procent højere, mens andelen af borgere, der er i kontakt med psykiatrien er 37 procent højere end landsgennemsnittet.

Skal man være lidt fræk, kan man sige, at det er fedt at bo i København, hvis man er rig og rask og kan benytte sig af byens mange tilbud. Det er til gengæld blevet en sårbar affære, hvis man er handicappet eller psykisk syg. Alt fedtet er for længst skåret væk, og de svageste får en stadigt dårligere behandling. Der mangler hænder til at skifte bleen, køre kørestolen og holde i hånd.

Lige nu står Socialforvaltningen i København over for en kæmpebesparelse på 80 millioner kroner. Det eneste sted, pengene kan tages, er hos de udsatte borgere og de ansatte, der arbejder på området. Det gør, at vi som fagforening for det pædagogiske personale, der arbejder med byens svageste, ikke bare er bekymrede for området – vi føler afmagt og frustration. Pædagogerne kan ikke udføre deres arbejde i en grad, de finder forsvarligt; og de nedslides og bryder sammen af stress, fordi de oplever, at de svigter de mennesker, de er ansat til at tage sig af.

Den eneste løsning – og det eneste rimelige - er, at der indføres en demografiregulering på hele det sociale område, så der i lighed med børneområdet automatisk følger penge med, når der kommer flere handicappede eller flere misbrugere. Så vores bøn til alle politikere i Borgerrepræsentationen er: Overvej, om du kan se sig selv i øjnene, hvis du siger nej. Og overvej, om vi stadig kan være vores by bekendt, hvis vi fortsat udsulter omsorgen for de mest sårbare borgere.