Pædagoger har også (forbudte) følelser
Kender du til at blive så irriteret på en beboer på dit botilbud eller et barn i din institution, at du har lyst til at skrige - og måske endda lyst til at tage fat og ruske? Eller har du et yndlingsbarn, som du foretrækker frem for de andre? For mange er det tabu. Men pædagoger skal også give plads til de forbudte følelser, siger psykolog Berit Mus Christensen.
Tekst: Hedda Maj Jensen
”Vi har følelser, og vi bliver påvirket af hinanden. Det gælder også, selv om man arbejder professionelt med mennesker, fordi man bringer sig selv i spil i relationen. Og det er vigtigt, at vi identificerer og anerkender vores følelser, fordi de kan fortælle os noget om, hvad der er vigtigt for os og give os ledetråde i forhold til, hvad vi som mennesker og professionelle skal styre efter,” siger psykolog Berit Mus Christensen, som er bogaktuel med fagbogen ’Med mig selv som redskab. Om at være professionel med følelser’, som hun har skrevet sammen med psykologkollegaen Maja Nørgård Jacobsen.
Følelser viser vej
Følelser som vrede, utålmodighed, skuffelse, utilstrækkelighed og endda forelskelse plejer vi at henregne til privatlivet. Men de opstår også i forhold til de børn, borgere og kolleger, vi arbejder professionelt med, siger Berit Mus Christensen:
”Hvor der er værdier, er der smerte, og hvor der er smerte, er der værdier. Følelsesmæssigt ubehag fortæller altid noget om, hvad der er vigtigt for os. Hvis vi bliver kede af det over et barn, som ikke responderer på vores indsats, eller frustrerede over en misbruger, som ikke møder op, fortæller det noget om, hvad vi ønsker os. Det giver os på den måde et fingerpeg om, hvad der er vigtigt for os at holde fast i. Fortsætter ked-ad-det-heden eller frustrationen over tid, giver det os en pejling på, at vi måske skal ændre strategi,” siger Berit Mus Christensen.
Hun mener, at det er en illusion, at man kan lade være med at have visse følelser for andre mennesker i den professionelle relation. For mennesker har følelser i mødet med hinanden.
”At følelserne viser os vej til det, der er vigtigt for os, er dog ikke det samme, som at vi skal styre blindt efter dem. Tværtimod kan det være vigtigt at ”sidde lidt” med den umiddelbare reaktion og impuls, før vi beslutter os for om, og i så fald hvordan, vi ønsker at handle på den. I eksemplet ovenfor er det fx sjældent en god idé at handle på de umiddelbare impuls til at skrige eller slå barnet – men den følelsesmæssige reaktion fortæller måske noget om barnets vanskeligheder i det sociale felt generelt. Eller om, at du selv trænger til mere søvn. Eller hvis en given strategi gang på gang fremkalder denne samme reaktion, er det måske tegn på, at en ændring i tilgangen vil være gavnlig,” siger Berit Mus Christensen
Tabuiserede følelser
Berit Mus Christensen oplever, at det kan være meget tabuiseret for professionelle at have og vise visse følelser i arbejdet med mennesker.
”Det handler blandt andet om, at vores hjerner er indrettet til ikke at ville have ubehagelige følelser. Vi prøver at undvige dem. Og så er der i samfundet generelt en forestilling om, at følelsesmæssigt ubehag er usundt,” siger Berit Mus Christensen, og fortsætter:
”Man kan sige, at det ligger i naturen og bliver forstærket af kulturen. Hvis vi har det, som vi i daglig tale vil kalde negative følelser som vrede, nervøsitet, irritation eller utilstrækkelighed, tænker vi, at det er følelser, vi skal slippe af med. Selv WHO slår tabuet fast i deres beskrivelse af sundhed som ”en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker”,” siger Berit Mus Christensen.
Vi har desuden ofte en tendens til at sætte lighedstegn mellem tanke og handling.
Man kan sagtens have tanker om og endda lyst til at råbe ad et barn eller endog slå det. Men det er langt fra det samme som at gøre det. Men vi behandler typisk os selv, som om vi havde gjort det, hvis vi kommer til at tænke tanken. Det skal der gøres op med – en tanke er blot en tanke, og en følelse er blot en følelse,” forklarer Berit Mus Christensen.
Reager på følelserne indeni
Man skal som professionel først og fremmest lægge mærke til, hvad der sker inde i en selv i kontakten med det andet menneske. Vi skal lytte til vores følelser, men ikke følge dem blindt og handle i affekt. Derimod skal vi prøve at have velreflekterede handlinger.
”Mærk efter, hvilke tanker, følelser, kropslige reaktioner og handlemæssige impulser, du har i dig selv lige nu? Hvis du blot kan stoppe op et splitsekund, inden du handler, er du allerede nået langt,” siger Berit Mus Christensen
Hun mener, at det kan være en god idé at kunne reagere på sine følelser ”under huden” i stedet for at handle.
”Hvis du oplever et barn som meget irriterende, og din impuls er at råbe eller tage det i hoved og r.. og smide det ud ad vinduet, skal du selvfølgelig ikke handle på impulserne. Men prøv alligevel at give dig selv lov til at eksplodere indeni i stedet for at undertrykke følelsen. Forestil dig, at du rent faktisk smider barnet eller lav en indre film, hvor en skuespiller udlever det,” siger Berit Mus Christensen. Ganske ofte kan et sådant lille indre rollespil være med til at skabe en afstand til oplevelsen. På den måde kan vi blive opmærksomme på, at der er tale om tanker, følelser og billeder – ikke konkrete handlinger.
Undertrykte følelser vokser
”Undersøgelser viser, at jo mere vi prøver at undertrykke en følelse, desto mere banker den på. Vi kan godt rumme højintensive følelser – vores krop kan godt holde til det. Det vigtige er, at vi ikke omsætter dem til impulsive handlinger,” siger Berit Mus Christensen, som dog understreger, at der naturligvis også kan være brug for, at man udtrykker sine følelser, bare de ikke kun er impulstyrede.
”For eksempel skal barnet, der søger grænser, ikke udelukkende mødes med ro og rummelighed. Et tydeligt tegn på vrede kan i den situation være med til at vise, at du ikke er ligeglad med, hvordan barnet behandler dig – det rører dig faktisk,” siger Berit Mus Christensen og tilføjer: ”Start med at se situationen i et helikopterperspektiv. Træk vejret, giv plads til følelsen og overvej, om du vil handle på den lige nu. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, så vent med at handle på følelsen, til du er faldet lidt ned igen.. Lav en pause mellem din impuls og din handling.”
Tal med dine kollegaer
Hvis du står i en situation som pædagog med et barn eller en borger, som går dig på nerverne, og du føler, at du ikke kan holde det ud mere, og det ikke hjælper bare at reagere på følelserne indeni, kan det være en god idé at trække sig, give sig selv et pusterum og måske lade en kollega tage over.
”Vores relationelle impulser er individuelle, og nogle vil reagere på noget ved nogle mennesker og andre på andet. Alle pædagoger skal ikke nødvendigvis kunne klare alle børn. Det kan være fint at indrette sig efter relationer, så længe alle ikke har problemer med det samme barn eller borger. Men sådan er det faktisk sjældent,” siger Berit Mus Christensen.
Det kan også være en god ide at italesætte sine ubehagelige følelser over for sine kolleger på fx personalemødet.
”Vi skal turde åbne op og italesætte vores følelser for på den måde at normalisere dem. Alle har følelser, og følelserne er ofte flertydige. Fx kan forkærlighed til et bestemt barn i institutionen både føles dejligt, men også forkert, da vi jo i handling helst skal behandle alle børn lige. Men når man hører, at andre har det på samme måde med forskellige børn, føler man sig ofte spejlet og anerkendt,” siger Berit Mus Christensen.
Følelser rettet mod vilkår
Det er ikke kun følelser i relationer, der kan være ubehagelige. Der kan være endog meget stærke ubehagelige følelser knyttet til rammerne for arbejdet, som er reguleret af myndigheder og lovgivning. I Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsens bog peger de eksempelvis på de dokumentationskrav, som er blevet indført med New Public Management, og som for mange medarbejdere inden for det sociale, sundhedsmæssige og pædagogiske område, kan føles meningsløse og endda give en følelse af at bliver overvåget.
”Kombinationen af en stor arbejdsbyrde og manglende mening kan over længere tid føre til blandt andet stress, depression og udbrændthed. Mange vil føle, at dokumentationsarbejdet fjerner fokus fra kerneopgaven og det direkte arbejde med barnet/brugeren. Netop det relationelle arbejde er noget, de fleste pædagoger tillægger stor værdi og føler smerte ved ikke at efterleve,” fortæller Berit Mus Christensen.
Når man oplever sig frustreret, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man kan kontrollere, og hvilke vilkår, der ikke kan rokkes ved. På den måde kan man tage aktivt stilling til sine handlemuligheder, acceptere frustrationen som et vilkår og undgå, at den udvikler sig til magtesløshed.
Redskaber
I bogen ’Med mig selv som redskab. Om at være professionel med følelser’ har Berit Mus Christensen og Maja Nørgård Jacobsen medtaget en lang række øvelser, der kan give læseren bedre kendskab til eget følelsesliv og reaktionsmønster. Det betyder, at man kan være bedre forberedt, når de ubehagelige følelser opstår. ’Med mig selv som redskab. Om at være professionel med følelser’ er udkommet på Frydenlund.
Berit Mus Christensen
Psykolog Berit Mus Christensen er specialiseret i metoden Acceptance and Commitment Therapy (ACT). I ACT arbejder man ikke på at få ubehagelige tanker og følelser væk ved fx at undersøge grunden til, at vi har dem, eller forsøge at erstatte dem med andre, mere positive tanker. Antagelsen er, at det ikke er muligt på længere sigt. I stedet træner man sin evne til at rumme disse reaktioner, så de ikke på samme måde påvirker eller begrænser det, vi gør. Berit Mus Christensen arbejder som beskæftigelsespsykolog og har desuden egen praksis, hvor hun tilbyder terapi, supervision og kurser/workshops. Læs mere om Berit Mus Christensen og ACT på: www.actpsykolog.dk