Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Pressemeddelelse fra FOA:
Hul i lovgivningen giver prisstigninger for børnefamilier
Det bliver billigere at få passet sine børn. I hvert fald så længe de er små. Den 1. januar 2007 faldt forældrebetalingen for pasning af børn i børnehaver. FOA hilser takstnedsættelsen velkommen men ærgrer sig over, at mange fritidshjem samtidig bliver omdannet til SFO'er, hvor der ikke er loft over forældrebetalingsandelen.
FOA offentliggør i dag en undersøgelse, udarbejdet af Bureau 2000, som viser, at næsten halvdelen af landets fritidshjem i 2007 er blevet lavet om til SFO'er, og at taksterne her stiger mere end den normale pris- og lønudvikling.
Fritidshjem eller SFO'er er den pasningsform, som børn tilbringer flest år i. Jeg synes derfor ikke, at det er rimeligt, at priserne for de større børn stiger. Det er uanstændigt at omdanne fritidshjem til SFO'er blot for at kunne sætte priserne i vejret. Det er et hul i lovgivningen, som politikerne må stoppe, siger Jakob Sølvhøj, formand for pædagogisk sektor i FOA - Fag og Arbejde, der bl.a. organiserer dagplejere og pædagogmedhjælpere.
Hvor meget prisfaldet på taksterne for børnehavebørn vil kunne mærkes for den enkelte familie afhænger af, om kommunerne indfører andre former for betaling. Reglerne for madordninger i institutioner er ændret, så det nu er muligt at etablere forældrebetalte madordninger for de 0-2 årige børn.
FOAs undersøgelse viser, at forældre i en del kommuner fremover skal betale for madordninger for de helt små børn, som tidligere blev dækket af de almindelige takster. Selvbetalte madordninger er med til at udhule det prisfald, som mange familier ellers havde set frem til.
Det går den helt forkerte vej, når nogle kommuner trækker maden til børnene ud af vuggestuernes drift. Der er brug for en stærk forebyggende indsats i forhold til den vækst, vi ser i antallet af overvægtige børn. Jeg synes, at kommunerne skulle gå den modsatte vej og tilbyde gratis sund mad til alle børn i dagtilbud, siger Jakob Sølvhøj.
På FOAs hjemmeside kan man se, hvor meget en familie skal tjene ekstra i forhold til en familie uden børn, hvis den vil have passet sine børn. I beregningerne tages hensyn til skatteprocenter og takster på dagpasning i hver enkelt af landets 98 kommuner.