LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger

Genveje

LFS-logo Log ind / Mit LFS Tillidsvalgt Løn LFS Nyt
Vilkår/privatliv Kontakt os Meld dig ind

Linklinje

  • Forside
  • LFS
  • LFS Nyt
  • 2010erne
  • 2016
  • Blad nr. 14
  • Pædagogikken i garderoben
 

Sidemenu

  • Leder: Endelig (næsten) ordnede forhold i København
     
  • Hele bladet som pdf-fil
     
  • Nyheder
     
  • Pædagogikken i garderoben
     
  • Min pædagog: Maise Njor
     
  • Jul i den gamle, den nye og den mangfoldige
     
  • Siesta i den understøttende undervisning
     
  • I skal ikke være minilærere
     
  • Dronningen kom, og Kennedyklanen ønskede tillykke
     
  • Bogomtaler
     
  • Pædamon Go i Drivhuset
     
  • LFS arrangement: De pædagogiske rutiner som læringsrum
     
 Arkivmateriale
Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
24.11.2016  | Almen  Dagplejen  Special  
  
 

Pædagogikken i garderoben

Cirkusprojektet går jo over igen. Så det er knap så vigtigt for det enkelte barn, om det er vellykket. Frokostmåltidet gentager sig derimod hver eneste dag. Så set fra et børneperspektiv er det faktisk vigtigere, at det er en god oplevelse – og at man lærer noget af det. Det mener forsker Søren Smidt, som vil give de daglige rutiner pædagogisk oprejsning. De indeholder nemlig et stort uudnyttet læringspotentiale.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Det gjorde indtryk på Søren Smidt, forsker ved UCC, da Dagbladet Politiken i begyndelsen af 2014 kunne ”afsløre”, at under halvdelen af landets vuggestuer havde planlagte aktiviteter om eftermiddagen.

”Det gik lidt i selvsving, hvor diverse politikere og eksperter udtalte sig om, at det var for dårligt, at børnene jo så ikke lærte noget om eftermiddagen. Det var, som om folk tænkte, at børn i dagtilbud kun lærer, hvis de er i gang med en planlagt pædagogisk aktivitet,” siger Søren Smidt.

Det er ikke fint at tørre næse og skifte ble

Sagen bekræftede ham i et forskningsfelt, han nu har arbejdet med gennem de seneste fem år, nemlig pædagogiske rutiner.

”Det er blevet knap så fint at beskæftige sig med alle de rutiner, der hører til i en daginstitution. Børnene skal have tøj af og på, de skal have mad, de skal skiftes, og de skal være med til at rydde op. Men det skal overstås i en fart, så man kan komme til det rigtige og vigtige: De pædagogiske aktiviteter i form af emneuger, projekter, rytmik og ture ud af huset, som er del af arbejdet med de pædagogiske læreplaner,” siger Søren Smidt, som i sin forskning tager den modsatte retning. Han undersøger, hvordan de pædagogiske rutiner kan fungere som læringsrum for børnene og understøtte udvikling af selvstændighed, selvhjulpenhed, handleevne og deltagelse i fællesskaber.

Gentagelse giver læring

Søren Smidt har i sit projekt arbejdet sammen med en række daginstitutioner, som hver især valgte en pædagogisk rutine, de ville arbejde med. Det kunne være garderobesituationen, modtagelsen om morgenen, måltidet, skiftesituationen eller oprydning på legepladsen. Rutinerne blev videofilmet og analyseret sammen med medarbejderne, og resultaterne brugt til at arbejde med det pædagogiske indhold i rutinerne.

”Projektet har givet mening for de pædagogiske medarbejdere. Garderobesituationen, hvor mange børn skal på legepladsen på samme tid, er et rigtig godt eksempel. Det kan være noget, der skal overstås, og hvor medarbejderne kampsveder, mens de skiftevis hjælper børnene og skynder på dem, mens madvognen fra frokosten lige skal forbi, og der skal udveksles praktiske beskeder hen over hovedet på børnene. Men man kan også gøre garderobesituationen til et pædagogisk rum, hvor børnene øver sig i selv at tage tøj på i deres eget tempo, og hvor de hjælper hinanden. Hvor to medarbejdere sidder stille og roligt på skamler, men lader være med at bryde ind, når lille Anders kæmper med gummistøvlen, og hvor der er afsat tid nok, så situationen ikke blive kaotisk ,” siger Søren Smidt.

Børn er født med at ville lære

Børn lærer, når en opgave er tydelig og giver mening, når de selv er aktivt handlende, og når miljøet gentager sig – det vil sige, at der er mulighed for repetition. Og netop her kan rutinerne noget, som enkeltstående pædagogiske aktiviteter ikke kan, mener Søren Smidt.

”Når man ser de videoer, vi har lavet, gør det indtryk, hvor læreivrige børnene er. Det giver mening for dem at kæmpe med strømper og gummistøvler, og det giver mening at være med til at dække frokostbordet. Og gik det ikke i dag, er der en chance igen i morgen og en mere i overmorgen. Vi ved, at repetition er en vigtig faktor i al læring, og her er rutinerne en stor ressource, " siger Søren Smidt, som undervejs i arbejdet har observeret, at ro og fokus på rutinen har givet andre gevinster.

”De voksne er blevet tilgængelige for børnene på en anden måde. De voksne er rolige og til at få fat på. Det bruger børnene til at indlede samtaler og til at fortælle, hvad de er optaget af.”

Det er en øvelse at give slip

Det sværeste for pædagogerne i projektet har i virkeligheden været at give slip og overlade meget mere til børnene.

”Når man er vant til at fare rundt og skynde sig, er det lidt af en øvelse at give tid. Man skal nogle gange kæmpe for ikke at gribe ind og hjælpe det lille barn, der længe står og kæmper med at åbne sin egen ble på puslebordet, eller barnet, der kæmper med at få smørret til at ramme brødet. Til gengæld synliggør arbejdet med rutinerne i høj grad for pædagogerne, hvor meget deres indsats rent faktisk rykker. For børnenes udvikling kan nærmest ses fra dag til dag, og udviklingen er meget mere håndgribelig, end hvis man er overladt til diverse tests og målinger,” siger Søren Smidt.

Søren Smidt opfatter det pædagogiske arbejde, der handler om det nære og det dagligdags, som helt grundlæggende i det pædagogiske arbejde.

”Vi har gode traditioner for at arbejde med barnets mestring i det pædagogiske arbejde i Danmark. Men de pædagogiske læreplaner skabte en tendens til, at læring i dagtilbuddet blev lig med planlagte aktiviteter og lidt finere, mens rutinerne blev andenrangs. Jeg oplever en stor befrielse blandt de pædagoger, der har været med i projektet. De synes, de bruger deres faglighed meget mere, når de ser de pædagogiske potentialer i rutinerne.”

Konkrete læringsmål i rutinerne

Søren Smidt har ikke nogen intention om at afskaffe de pædagogiske aktiviteter som ture, projekter og så videre.

”Jeg synes i virkeligheden, man bør arbejde med tre læringsrum: De pædagogiske rutiner, de pædagogiske aktiviteter og så leg og børnekultur. Det er ikke enten eller, men både og,” siger Søren Smidt.

De pædagogiske rutiner skal derfor tages lige så seriøst, hvad angår planlægning og målsætning.

”Vælger man garderobesituationen, skal man sætte sig mål: Hvad er det, børnene skal lære. Det kan fx både være at lære klæde sig af og på, og det kan være deres indbyrdes kommunikation undervejs. Der skal også tales organisering. Hvordan planlægger vi, så der er tid til, at det bliver en pædagogisk aktivitet, hvor vi ikke skynder på børnene. Og det skal fx aftales, at der ikke kører madvogne gennem gangen, mens børnene arbejder med flyverdragter og vanter, og at man ikke forstyrrer de medarbejdere, der er sammen med børnene med beskeder og snak. Aktiviteten skal respekteres. Men vi skal også diskutere, hvad vi voksne skal kunne, for at børnene lærer det, de skal. Hvordan er vi til stede på den rigtige måde, og hvordan understøtter vi børnenes læring,” siger Søren Smidt.

Søren Smidt indstillet til pris

Søren Smidt er indstillet til Uddannelses- og Forskningsministeriets forskningskommunikationspris for hans arbejde med pædagogiske rutiner. Prisen skal bidrage til at skabe debat i befolkningen om forskning og forskningens betydning for vores samfund og hverdag og uddeles en gang om året i forbindelse med åbningen af videnskabsfestivalen Forskningens Døgn i april. Det er uddannelsesdirektør ved UCC, Tove Hvid, der har indstillet Søren Smidt. Uddrag fra begrundelsen:

”Søren Smidt indstilles til forskningskommunikationsprisen, fordi han kaster lys på et vigtigt, men ofte overset emne – det pædagogiske arbejde med hverdagens rutiner i daginstitutionerne. […] Resultaterne formidles på en måde, så både den pædagogstuderende, den garvede pædagog og den helt almindelige forælder kan forstå og ikke mindst mærke budskabet. [...] Hans viden er baseret på mange års solid forskning, men karakteristisk for Smidts formidling er, at han ikke ser det som en nødvendighed at pakke sin forskningsviden ind i sværttilgængelige fagtermer og teorier.”

Undervisningsmateriale

Du kan på www.ucc.dk finde undervisningsmateriale, som er udviklet på baggrund af forskningsprojektet ’Pædagogiske rutiner som læringsrum i daginstitutioner. Materialet består af:

  • Introduktionsfilmen 'Børn og rutiner', der indledningsvis gennemgår det pædagogiske område
  • Fire kortere videocases, som dokumenterer en række forskellige situationer fra vuggestue og børnehave.

En række diskussions- og refleksionsspørgsmål, som kan anvendes som inspiration.

Fakta om Søren Smidt

Søren Smidt, forsker ved UCC, opfatter det pædagogiske arbejde, der handler om det nære og det dagligdags, som helt grundlæggende i det pædagogiske arbejde. Han er netop blevet indstillet til Uddannelses- og Forskningsministeriets forskningskommunikationspris for hans arbejde med pædagogiske rutiner.

Sociale medier

 

Relaterede sider:

LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16
2100 København Ø

Cvr: 32848516
Tlf: 3544 4546
E-mail: lfs@lfs.dk

Ean: 5790002131097
 
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening
med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12101 Loadtid: 0.056 sek.
Download logo
LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16          Tlf: 3544 4546               Cvr: 32848516
2100 København Ø                E-mail: lfs@lfs.dk          Ean: 5790002131097
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
 
 
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12101 Loadtid: 0.056 sek.
Download logo
LFS-logo-hvid
LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger
Rosenvængets Allé 16
2100 København Ø
Tlf: 3544 4546
E-mail: lfs@lfs.dk
Cvr: 32848516
Ean: 5790002131097
 
English name: The National Organization of Social Education (LFS)
LFS er hovedstadens største pædagogiske fagforening med mere end 11.000 medlemmer, og er landets eneste enhedspædagogiske fagforening. Læs mere
© Copyright 2016 - LFS
Indholdet må ikke gengives eller frames uden tilladelse. Links til sider er altid tilladt.
Sidens adresse: https://www.lfs.dk/12101 Loadtid: 0.056 sek.
Download logo