Mangfoldighed i dagtilbuddende

Spredning af tosprogede børn

Målet er mangfoldighed i dagtilbuddene, og det lyder som en rigtig god idé. Men hvorfor lytter man ikke til hverdagens og de pædagogfaglige eksperter?

Fra næste år vil der være to ventelister for børn, der skal begynde i vuggestue eller børnehave i København: en for danske børn og en for tosprogede børn. Hensigten med de to lister er at bremse udviklingen hen mod ”sorte” og ”hvide” daginstitutioner i udvalgte bydele: Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Valby, Brønshøj-Husum, Bispebjerg og Sundby Nord.

I en pressemeddelelse om den nye ordning (med overskriften Frivillig fordeling og en styrket pædagogisk indsats fremmer integration i Københavns dagtilbud) skriver Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen: ”Efter en bred høring blev det i går (den 23. november.Red.) vedtaget, at der i løbet af de næste tre år bliver afsat 6,6 mio. kr. årligt til integration i de københavnske daginstitutioner.”

Det lyder jo godt, men de glemmer lige at fortælle at den ”brede høring” havde en alt for kort frist. 14 dage var alt hvad man kunne give et område, som i forvejen ikke kan få tiden til at hænge sammen. Medlem af LFS’ forretningsudvalg Jan Hoby er vred over processen:

”Den demokratiske proces har ikke været optimal, når man ikke har spurgt hverdagens eksperter og undersøgt den fagspecifikke viden på området. Der har ganske vist været en høring, men høringsfristen var alt for kort. Alle på området har kritiseret den alt for korte høringsfrist. Syv institutioner har endda afvist at være med.”

En af de institutioner som har valgt det fra begrunder det i deres høringssvar med bl.a. dårlig orientering og ingen medinddragelse, at projektet er topstyret og uden dialog, at der ingen økonomisk sikkerhed er for institutionerne og de ansatte i projektet, den meget korte tid til at omlægge institutionens kultur, at projektet påtvinger kompetenceudvikling for personale i kun én retning og overordnet at Københavns kommunes værdigrundlagt helt er tilsidesat.

De bevilligede penge skal bruges på at arbejde med nye metoder til integration i dagtilbuddene. Igen lyder det udmærket men i realiteten er det langt overvejende de såkaldte sprogordninger der satses på. Sprogordningerne er et tilbud til alle børn med et andet modersmål end dansk.

”Med denne metode gør politikerne integration til kun et spørgsmål om sprog, i og med at man ensidigt fokuserer på sprogstimulering. Det afslører en fuldstændig manglende viden om, hvordan børn tilegner sig sprog. Det gør de nemlig gennem leg”, kommenterer Jan Hoby.

Beskæmmende
Jan Hoby fremhæver at fordelingspolitikken samtidig er et indgreb i den pædagogiske metode. ”Man presser en skoleficering ned i daginstitutionerne for at skabe integration. Man har udvalgt seks områder i København, netop områder med de største sociale problemer. Og det er min største anke, at man med dette gør børnenes etniske baggrund vigtigere end deres sociale baggrund. Når alle undersøgelser viser at det er forældrenes uddannelse og sociale baggrund, der afgører hvordan deres børn klarer sig. Politikerne – med SF i spidsen – har med dette hævet de etniske spørgsmål op over de sociale, og med det vender de tingene på hovedet.”

Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard fremhæver om ordningen at den sker gennem frivillighed, og at forældrenes frit valg ordning består. Forældrene vil fortsat have mulighed for at ønske bestemte daginstitutioner, men virkeligheden bliver så lange ventelister visse steder steder, så de presses til at vælge en anden. Risikoen for tomme pladser, når institutionen opdeles i sprogpladser og ikke-sprogpladser og for selv at skulle betale for dem, har gjort en række daginstitutioner bekymrede, men det tab har forvaltningen lovet at dække.

”Intentionerne i målet om mangfoldighed i byens dagtilbud er god. Men realiseret på denne måde skubber den i stedet yderligere til polariseringsprocessen. Den bygger simpelthen på forkerte præmisser. Og hvis man havde inddraget forskningen på området og fagets og hverdagens eksperter ville de kunne give relevante bud på, hvordan man løser de sociale problemer. Det er beskæmmende at når det er noget så vigtigt som integration, at det så er en SF-borgmester som underkender vores medlemmers viden og ekspertise, men samtidig forventer han fuldt samarbejde fra dem og os. Jeg håber det er sidste gang det sker på denne måde, ellers er det svært at have tillid til et troværdigt samarbejde i fremtiden.” EL