Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Ordinært almenbestyrelsesmøde 20. maj 2016
Tilstede: Thomas Enghausen, Lars Ammonsen, Lone Koch, Jette Olsen, Ulla Børgesen, Palle Andersson, Bimala G. Møller, Connie Nielsen, Kirsten Løth, Tina Malene Hansen, Karen Ribergaard, Iben Andersen, Tina Truelsen (fra kl. 10.45), Martina Welmm, Martin K. A. Rasmussen, Nicki Lykke Jensen, Bente Zingenberg (fra kl. 12.30), Brian Engsig (fra kl. 13.00).
Afbud: Stinna Reuter Hall, Annette Bech, Kasper Madsen, Magdi El-Toukhy, Kristina Vasseux.
Dagsorden:
1. Godkendelse af dagsorden til dagens møde og godkendelse af referat fra sidst
Referat fra Almenbestyrelsesmødet d. 14. april 2016 – godkendt.
Referat fra Faggruppelandsmødet d. 18.-19. april 2016 – godkendt, referatet er kun til brug internt i bestyrelsen.
Dagsorden til d.d. – Godkendt.
2. Økonomisk råbalance
Økonomien er fin. Bestyrelsen havde fået tilsendt den seneste kasserapport og resultatopgørelse.
3. Folkemøde 2016
Thomas har sendt mail til bestyrelsen vedrørende en forespørgsel fra FOA pædagogisk sektor, om vi vil være medfinancierende på et arrangement om social dumping. På mail tilkendegav bestyrelsen at vi gerne støtter arrangementet med 50 % af udgiften, fordi Thomas er én af oplægsholderene.
Der er et bruncharrangement på en cafe i Allinge kl. 10-12 fredag d. 17.6. 2016, de øvrige debattører er bl.a. Jakob Sølvhøj (Ø) og Rikke Lauritzen (Ø).
Thomas henviser til de kronikker der har været i Politiken (Pia Allerslev, Jakob Sølvhøj, Rikke Lauritzen og Thomas Enghausen).
4. Referat fra Faggruppelandsmøde 2016
Se særskilt referat fra faggruppen ”Pædagoger – dag”, som er udsendt på mail. Referatet er til internt brug i bestyrelsen.
Udover faggruppen pædagoger, var bestyrelsen også repræsenteret hos pædagogmedhjælperne (Lars og Lone) samt de bemandede legepladser (Jette).
Deltagerene gav et kort mundtligt referat og Kirsten spurgte ind til hvor stor en andel af det med flygtninge fylder i treparts forhandlinger (økonomi). Thomas sender mail til Dennis Kristensen med spørgsmålet og beder om en mere uddybende forklaring om hvad der forhandles om til trepartsforhandlingerne.
Pædagogmedhjælpere: Lone fortæller at de den første dag havde de et langt møde m. Mogens Bech Madsen (formand for pædagogisk sektor) om de kommende overenskomstforhandlinger. Det handlede meget om retten til uddannelse. Bl.a. at pædagogmedhjælpere skal tage PAU/PGU når de har to års erfaring. FOA havde lavet en undersøgelse, hvor de har spurgt pædagogmedhjælpere om de vil tage uddannelse, hvis det er muligt.
- 11 % ville tage en pædagoguddannelse
- 13 % ville tage en PAU/PGU uddannelse
- 54 % ville ikke tage en uddannelse.
Lars fortæller at pædagogmedhjælperne på dag 2 drøftede om det skal være således, at der fremadrettet skal være således at pædagogmedhjælper gruppen skal deles i to; pædagogmedhjælpere og PAU/PGU’er. Der blev ikke besluttet noget, da der ikke kunne opnås enighed.
Derudover gennemgik Birgit Stechmann FOA’s undersøgelse: Lige børn, leger bedst.
Legepladserne: Jette fortalte at de brugte tiden på at tale om, hvad der sker i hhv. København og Århus, på vidensdeling og erfaringsudveksling. I Århus er der en del alenearbejde og det frygter man også kommer i København i forbindelse med, at der skal være udvidede åbningstider indenfor den eksisterende ramme.
Bestyrelsen drøftede FOA’s indstilling til uddannelse kontra lønkroner i forbindelse med de kommende overenskomstforhandlinger. Bestyrelsen er af den holdning, at der mangler en del mellemregninger.
Bestyrelsen havde herefter en drøftelse om uddannelse i det hele taget og enedes om at det bør være et punkt på et kommende bestyrelsesmøde, herunder bl.a. PAU-rapporten.
Bestyrelsen besluttede at invitere Britt Petersen til dette punkt.
5. Generalforsamling 2016
Faggruppelandsmødet har gennemarbejdet alle punkter på fremtidigt arbejdet fra GF 2014 og har udarbejdet et forslag til, hvad der skal være fokus på.
Når Thomas har skrevet et udkast til den skriftelige beretning sender han det til bestyrelsen. Den skriftlige beretning skal være klar i starten af juli, hvorefter den kommer som indstik i LFSnyt, nr. 9, deadline 26.7.2016. Den skal indeholde 9000 anslag med mellemrum. LFS-nyts journalist har tilbudt at læse korrektur på den mundtlige beretning.
På generalforsamlingen i 2014 var der et forslag om, at fremtidigt arbejde sendes ud til deltagerene før den næste generalforsamling. Bestyrelsen beslutter at beretningen sendes ud på mail til de tilmeldte og lægges på LFS’ hjemmeside 5 dage før generalforsamlingen.
Thomas skriver den mundtlige beretning efter sommerferien. Alle medlemmer af almenbestyrelsen har mulighed for at byde ind med emner/punkter til den mundtlige beretning.
Der har de sidste to år været afholdt mange medlemsmøder, som alle har været en stor succes og bestyrelsen er enige om at der fremadrettet også skal være mange medlemsmøder, om det som interesserer medlemmerne. Det har primært været Thomas, som har påtaget sig ”værtsrollen” til møderne, bestyrelsen er enige om vi fremadrettet skal deles om ”værtsrolle”, så det ikke er Thomas, der står med ansvaret hver gang.
Praktisk i forbindelse med GF16:
- Indskrivning – Stinna er ansvarlig, og nogle af bestyrelsens medlemmer hjælper til
- Forslag til dirigenter: Janni og Lone (Thomas og Iben taler med dem)
- Forslag til referent: Heidi Holmbjerg (Thomas og Iben taler med hende)
På det kommende bestyrelsesmøde, skal vi drøfte hvilke forslag bestyrelsen skal stille til generalforsamlingen.
Thomas fortæller at han genopstiller og opfordrer os andre til at overveje om vi genopstiller.
6. Budget 2017 København og Frederiksberg
Frederiksberg: Faglig sekretær Henrik Krogh kommer kl. 12.35, for at informere om budget 2017 på Frederiksberg.
Der er mange sammenfaldspunkter i Frederiksbergs og Københavns Kommunes budgetter/økonomi for 2017.
Det lader til at Frederiksberg reddes, måske, lidt af at de skal modtage en del flygtninge, men borgmesterens optimisme omkring, at flygtninge ikke på sigt bliver en udgift er måske en smule optimistisk.
Henriks oplæg er sendt til bestyrelsen.
København: Der en nedsat en budgetgruppe i hoved MED. Der er stadig to budgetter i spil; ét med omprioriteringsbidrag og ét uden omprioriteringsbidrag.
KL holder budgetmøde i Falkoner Centeret fra d. 2 -7. juni. Det forventes, at der indgås en kommuneaftale slut juli/start august.
Velfærdsalliancen: Status på velfærdsalliance-DK: https://www.facebook.com/velfaerdsallianceDK/
og på hjemmesiden: http://www.velfaerdsalliance.dk/
Den 12. maj var der markeringer/happenings/demonstrationer ved 74 kommuner. På landsplan deltog mere end 20.00. Det må betegnes som en succes. Der var en del mediedækning i forbindelse med de arrangementer der var d. 12.5.2016; både i tv, radio og aviser.
Jan Hoby, Tina Malene, Thomas og Iben deltog i det landsdækkende møde i Århus d. 19. maj 2016.
Forslag fra mødet er:
- Landsdækkende markeringer d. 15. september 2016 (lokale budgetter)
- Demonstrationer i de 4 største byer i Danmark i forbindelse med folketingets åbning d. 4. oktober 2016.
Der er aftalt et nyt landsdækkende koordineringsmøde d. 6. juni 2016 i Odense.
Husk FOA har indkaldt alle TR/AMR og afdelingsbestyrelser til møde i Odense Kongrescenter d. 9. juni 2016, hvor emnet er arbejdsmiljø.
Tina Malene undrer sig over at en del fagforeninger ikke deltager i kampen mod omprioriteringsbidraget; bl.a. KLF og Luftens Helte, vi støttede dem i deres kampe, hvor er solidariteten?
Bestyrelsen overvejer at rette henvendelse til de pågældende organisationer.
Bestyrelsen drøftede, hvordan det kan være, at andre fagforeninger (bl.a. KLF) har så svært ved at skabe rammerne for deres medlemmer, så de kan være en del af bevægelsen.
7. Sociale klausuler og arbejdsmarkedsklausuler. Hvad betyder det konkret for København?
Thomas har sendt rapporten om klausuler som et link til bestyrelsen, der står meget lidt om BUF.
På siderne 8, 17, 18, 19, 37-41 i rapporten kan man læse det der vedrører BUF i København.
Udgangspunktet er, ifølge rapporten, at sociale klausuler og arbejdsklausuler ikke sikrer OK, men alene sikrer en mindsteløn.
Rapporten konkluderer at der alene kan stilles krav til arbejds- og sociale klausuler, der hvor virksomheden får pengene direkte fra kommunen. I modsætning til storordninger, hvor pengene går igennem 3. led (i dette tilfælde forældrene), som køber en ydelse.
Bestyrelsen kan konstatere, at der fortsat kommer en del nye private institutioner.
Relevant link:
http://www.ugebreveta4.dk/privat-boernepasning-presser-paedagogen_20448.aspx
8. LFS HB – Hovedbestyrelsesmøde
Referat fra aprilmødet er endnu ikke på hjemmesiden.
Tina Malene fortæller fra HB-mødet i april; bl.a. at klyngelederne udtrykte ærgrelse over ikke at være blevet inviteret til TRIO-møderne i marts. Tina Malene foreslog dem at invitere Jan til et møde i klyngelederregi.
HB-mødet i maj er aflyst.
Martina melder afbud til HB-mødet d. 20. juni 2016. Martin finder ud af om han deltager.
9. Nyt fra medlemmer, områder, faggrupper, udvalg m. fl.
Der er møde i juni for de medlemmer, der vil være med til opstart af faggruppe for det
pædagogiske personale i folkeskolen.
10. Eventuelt
Bestyrelsen drøftede Almen Ledersektionens forslag til fremtidigt arbejde.
Kirsten fortæller at to klynger er blevet bedt om at deltage i et udviklingsprojekt:
- LokalMED - Udvikling af værktøjer til, at styrke tillidsrepræsentanten som samarbejdspartner. Og at arbejdet i MED tager udgangspunkt i kerneopgaven.
Punkter til kommende bestyrelsesmøder:
- KBH-barn, evt. ved Kasper Madsen og Britt Petersen
- Uddannelse af pædagogmedhjælpere ved Britt Petersen
11. Aktivisme
Bestyrelsen er enige i at bakke op om velfærdsalliancens arrangementer og arbejde for at udbrede kendskabet, både til bevægelsen og de arrangementer der er planlagt.
Referent
Iben Andersen