Kommunevalg: Pædagogisk fotoprojekt

Af Elisabeth Lockert Lange

Portrætter

Tiden piler og der er snart kommunalvalg. Ved du hvem du vil stemme på den 15. november? Måske kan et pædagogisk fotoprojekt og en stribe politiske udmeldinger på pædagogiske hensigter hjælpe dig til at beslutte dig, eller til at ombestemme dig eller tværtimod til at forstærke dit standpunkt.

Hvor man vælger at sætte sit kryds, afhænger for mange mennesker bestemt ikke kun af de politiske holdninger, de har dannet sig ud fra og gennem deres personlige liv. Erfaringerne fra det professionelle liv er for de fleste mindst ligeså vigtige – hvis det i øvrigt overhovedet kan skilles ad.

Derfor er det politiske arbejde som fagforeninger laver op til et valg af stor vigtighed. Og når LFS bruger kommunalvalget som mulighed for en så pågående og kraftig påvirkning af Københavns politiske kandidater som mulig, er det naturligvis medlemmernes professionelle liv, der er i centrum.

Fagforeningens politiske arbejde går begge veje. Dels ”punkes” de politikere som stiller op til Borgerrepræsentationen for deres standpunkter på alle de områder, hvor foreningens medlemmer arbejder – med børn, unge, socialt udsatte af enhver slags, handicappede osv. – for at kunne ”afsløre” for LFS’erne hvad politikerne reelt har af holdninger og hensigter på deres arbejdsområde. Dels går fagforeningen den modsatte vej, det vil sige demonstrerer for politikerne, hvordan virkeligheden på byens pædagogiske arbejdspladser ser ud. En virkelighed som politikerne ofte ikke kender sådan rigtig.

Tilsammen er det idéen at denne dobbeltbevægelse skaber en oplyst helhed. Sådan at politikerne kan arbejde videre efter valget med en større viden om børnenes, de unges, de handicappedes og de socialt udsattes tilværelse. Og så pædagogisk personale på københavnske arbejdspladser ved, hvor deres politikere står og derfor uden illusioner kan sætte deres kryds det for dem rigtige sted. Det politiske arbejde op til kommunalvalget sker selvfølgelig i et samarbejde mellem de pædagogiske fagforeninger i København: LFS, BUPL, SL og PMF.

Fotoprojekt udstilles

Billeder siger mere end ord, siger man. Og koblet med ord får de en ekstra dimension. Det er i hvert fald tanken der falder én ind, når man ser de mange fotos fra et fotoprojekt ”Billeder og beretninger fra københavnernes dagligdag”, som de faglige organisationer har sat på skinner. Billeder og beretninger kommer fra det pædagogiske personale. For hvem ved bedre end de professionelle, som arbejder i fritidshjem, børnehaver, vuggestuer, dagplejehjem, aktivitetstilbud, botilbud, daghjem og alle de andre steder, hvor skoen trykker og/eller kreativiteten blomstrer.

Konkret lånte projektets deltagere et digitalkamera og fotograferede en række situationer. Det pædagogiske personale på 12 arbejdspladser har taget billeder, heraf er de 9 LFS arbejdspladser. Hver har de udvalgt nogle af billederne til offentliggørelse, og med en kort kommentar udstilles det hele i Kulturhuset på Islands Brygge. Desuden fortæller fire af fotograferne på en video om deres fotos, og hvorfor deres arbejde er så vigtigt. Videoen vises også på Islands Brygge. Udstillingen åbener med en fernisering torsdag den 27. oktober, hvor overborgmester Lars Engberg møder op og åbner ballet. (Dette nummer udkommer fra den 26. til 28. oktober, så ferniseringen ligger desværre for nogle, efter de har modtaget dette blad – men der er en chance til). For derefter bliver udstillingen stående i Kulturhuset, men da nogle af billederne kommer til at stå i den sal, der bruges til møder, kan man først være sikker på at kunne se det hele, hvis man dukker op torsdag den 3. november. Den dag vil hele udstillingen være åben, og fagforeningernes ”kustoder” vil være til stede. Alle Borgerrepræsentationens politiske kandidater er inviteret, så forhåbentlig vil de kigge, få nye indblik og nye erkendelser.

Etikken i projektet har været central; ingen, børn og brugere, er blevet udstillet uden at være indforstået med det. Gennem billederne og deres medfølgende kommentarer fortæller medarbejderne om personer, situationer, aktiviteter, steder og ting, de oplever som typiske i hverdagen og giver i hvert fald nogle vinkler og nogle bud på spørgsmål som: Hvordan er borgernes dagligliv i de pædagogiske tilbud, set med personalets øjne? Hvad er vigtigt? Hvad er godt? Og hvad kunne gøres bedre?

Vinklerne på billederne er meget forskellig, enkelte har mest fokus på de ansattes arbejdsliv, de fleste vender linsen mod børn og brugere. Alle billederne er skildringer af dagligdagen, og optikken er den pædagogiske faglighed og praksis. Alle billederne illustrerer et engagement i arbejdet og i børns og brugeres trivsel og velfærd.

Ja med fare for at lyde rørstrømsk udstråler de i den grad hjertevarme og kærlighed.

Baggrunden for projektet har været den velkendte: At det er meget svært at komme til orde i den offentlige debat, når emnet er velfærd og velfærdsydelser. Det kan underligt nok være ekstra svært for de ansatte i kommunen at komme igennem lydmuren, når de vil fortælle om børnenes og brugernes vilkår. På trods af at netop de er eksperterne på, hvad der vil være vigtige politiske beslutninger for mange borgeres dagligliv. Fotoprojektet giver medarbejderne i byen en mulighed for at ytre sig i foto og fortællinger om det vigtige i deres arbejdsliv. Omverdenen får et indblik i, hvordan det er at være ansat og bruger. Og dokumentationen kan bruges i både den politiske og den pædagogiske debat.

Spørgsmål om de svagest stillede

Ganske som medarbejderne på de pædagogiske arbejdspladser kommer med deres bud, har de pædagogiske organisationer i København også afkrævet politikerne deres input. Ud fra den holdning at en by kendes på, hvordan den behandler sine svageste medmennesker, har politikerne fået stillet en stribe spørgsmål om byens svagest stillede borgere.

Deres svar når vi ikke at få med i dette LFS Nyt, derfor skal du ind på LFS’ hjemmeside lfs.dk hvis du vil kende deres svar, før du sætter dit kryds den 15. november.

De spørgsmål som de politiske partier bliver afæsket svar på, er alle spørgsmål som trænger sig på i hverdagen hos det pædagogiske personale, som arbejder med byens mest udsatte mennesker. Og det er netop på vegne af de brugere, de møder gennem deres daglige arbejde, at de stiller spørgsmålene. Vi taler her primært om vilkårene for de svagest stillede børn og unge i kommunen foruden vilkårene for kommunens stofmisbrugere.

Man kan ikke sige de svagest stillede børn og unge uden at nævne budgetmodellen eller behandler-udfører-modellen, som blev indført i januar. (Du kan læse mere andetsteds i dette og forrige nummer af LFS Nyt om modellen og dens konsekvenser)

Kort fortalt handler modellen om at lokalcentrene køber pladser på døgninstitutionerne. De kan i princippet selv vælge, om de vil købe kommunens egne pladser, selvejende pladser eller om de vil købe private pladser andre steder i landet. Baggrunden er et ønske fra et flertal af politikerne i Borgerrepræsentationen og forvaltningen om at motivere døgninstitutionerne til at omstille sig. Den omstilling lader de nu markedskræfterne klare.

Men måske er politikerne blevet klogere på et år? Måske vil de der stemte for modellen dengang ikke gøre det i dag, hvis den kom til afstemning? Og mener de stadig at markedsmekanismer som sådan overhovedet er egnede styringsredskaber i udvikling af det social- og børnepolitiske område? Det ville være rart at vide, og derfor er det et par af spørgsmålene.

Præstationsstyring

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede i september et forslag til en ny styringsmodel på området ”Performance Management”. Modellen bygger på en teori om, at der kan og skal opstilles detaljerede delmål for indsatsen i anbringelsestilbuddene og lokalcentrenes arbejde med de svagest stillede børn. Indsatsen i forhold til det enkelte barn skal måles på baggrund af disse delmål, og de vil derfor styre den måde, den enkelte pædagog møder Søren, Faisal og Natascha på. Børns livsforløb og udvikling gøres til outcome i en kompliceret målsætnings- og måleproces. Det skulle ifølge indstillingen sikre mest mulig effekt for pengene.

Mener politikerne reelt at modellen vil målrette indsatsen til behovene? Og hvad mener de egentlig om en model, som i den grad består af managementorienterede styringsredskaber, når vi bredt taler om kommunale tilbud til børn og unge?

Heller ikke misbrugsområdet får politikerne lov at forbigå i tavshed. Debatten om behandlingen af stofmisbrugere i København handler oftest om fixerum og kanyler på Vesterbro. Men der gemmer sig en tikkende bombe bag prognoserne på området, prognoser som har været usynlige i den offentlige debat. Ifølge Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens egne opgørelser vil der i årene frem til 2009 gradvist blive behov for i alt 550 nye pladser i behandlingstilbuddene. Pladser, der intet initiativ er taget til at fremskaffe. LFS spørger derfor byens politikere: Hvad vil du og dit parti gøre ved det efter valget?

Børnenes ve og vel

Op til den børnepolitiske høring i september blev samtlige seks overborgmesterkandidater bedt om at bidrage til debatten med nogle statements på forkant. Det gjorde fire af dem, og de giver i hvertfald et fingerpeg om partiernes prioritering af børneområdet. De sætter selvfølgelig børnenes ve og vel meget højt, ingen politiker ved sine fulde fem vil vel gå til valg på åbent at skære ned på børnene, men udtalelserne viser tydeligt at deres fokus og vægtning ligger forskellige steder.

Lad os tage dem fra en ende af:

SFs overborgmesterkandidat og familie- og arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard argumenterer for at børns rettigheder skal styrkes, og at børn skal høres og inddrages i demokratiet. Derfor foreslår SF en børnetalsmand. De etniske minoriteter har også partiets bevågenhed. De erkender den store integrationsopgave daginstitutionerne har, og de ønsker dels en fordeling af børn via sproggrupper, dels at reservere pladser til tosprogede børn på institutioner med mange etnisk danske børn. SF lover også pladsgaranti i specialinstitutioner for de børn som ikke kan rummes i almindelige daginstitutioner. Og ”tilstrækkelige støttepædagogtimer” til de børn der kan rummes med støtte. ”Der skal tages bevidst stilling til antallet af specialpladser og antallet af støttepædagogtimer hvis barnet skal inkluderes i en almindelig institution”, skriver Bo Asmus Kjeldgaard i sit statement. I forhold til besparelser sætter han trumf på med udmeldingen omkring de årlige 2 pct. besparelser, hvor han i forhold til daginstitutionsområdet ønsker ”at den omprioritering af budgettet som skal finde sted skal ske på en anden måde.”

Klaus Bondam er overborgmesterkandidat for Det Radikale Venstre. Han vil satse på en børnepolitik der hænger sammen for alle børn. Mere konkret handler det én forvaltning og én børnepolitik: ”Blandt andet skal skoleparathedstests og en sammenhængende indskrivning i forhold til børnehaver være med til at sikre en bedre fordeling af ressourcestærke og svage børn”, mellem fritidsklubber og foreninger og sportsklubber for generelt at bygge bro til foreningslivet. Vi skal styrke det nuværende SSP samarbejde, så der er bedre mulighed for at skride tidligt ind over for udsatte børn og unge. Vi tror på tidlig og forebyggende indsats”, skriver han.

Sund mad er ikke overraskende et af Ritt Bjerregaards mantraer. Hun er overborgmesterkandidat for Socialdemokraterne, og hun ønsker at ”gøre måltidet til kommunens ansvar”, sådan at alle børn får en sund kost, der ikke er afhængig af forældrenes ressourcer. Integration er vigtigt for hende og hun ”vil ikke acceptere en opdeling i ’sorte’ og ’hvide’ børnehaver.” Børnehaverne skal rustes til arbejdet med familier med anden etnisk baggrund, og der skal tilknyttes sprogpædagoger. Der skal være et ordentligt arbejdsmiljø i daginstitutionerne, fx skal den støj, som over halvdelen af børnene i byens fritidshjem føler sig meget generet af, tages alvorligt.

Overborgmesterkandidat for Enhedslisten, Mikkel Warming, mener at børn skal have lov at være børn, lege og udvikle sig uden at være i ”forskole”. Det er de lokale forhold der skal være udgangspunktet for de målsætninger, som ansatte og forældre stiller op sammen, i stedet for centrale indlæringskrav. Børneplanens pladsgaranti er et stort fremskridt, vurderer han – og nu gælder det om at forbedre kvaliteten i de københavnske daginstitutioner. Det skal de tomme pladser bruges til, og det behøver ikke koste ret meget. Man kan både få flere i arbejde og øge kvaliteten i de københavnske daginstitutioner. Enhedslisten ønsker også, at der med inspiration fra skoleområdet arbejdes for at sikre blandede daginstitutioner. Og så skal der tages hånd om de svageste børn og unge. Ventelister og budgetrammer må ikke forhindre eller udsætte nødvendige anbringelser og andre foranstaltninger. Enhedslisten siger også ”nej til rigide målemetoder i forvaltningen”.