Teksten kan være relevant, f.eks. når der henvises til gamle overenskomster
Københavns kommune, BUF, informerer:
Ophævelse af ansættelsesstop på det pædagogiske område 27. april 2016
På baggrund af forberedelsen af implementeringen af Fremtidens Fritidstilbud indførtes i 2015 ansættelsesstop:
- ansættelsesstop for ledere på det pædagogiske område i kommunale klynger, KKFO’er og folkeskoler pr. 26. maj 2015
- kvalificeret ansættelsesstop for det pædagogiske personale på 6-18 års området i kommunale klynger, KKFO’er og folkeskoler pr. 5. august 2015
Omplaceringsprocessen for ledere er nu i sin afsluttende fase. For det pædagogiske personale viser det meget store antal midlertidige ansættelser, at der ikke længere er behov for ansættelsesstop.
Derfor ophæves ansættelsesstoppet for ledere og pædagogisk personale med virkning pr. 27. april 2016.
Herefter kan vakante stillinger besættes efter de generelle regler for ansættelse.
Udgangspunktet er herefter, at alle stillinger skal besættes ved offentligt opslag. Dog har forvaltningen i forbindelse med omstruktureringer en forpligtelse til at forsøge omplacering for at undgå opsigelser.
Der kan derfor stadig være overtallige medarbejdere, som skal omplaceres mellem klynger, KKFO’er og folkeskoler. I disse tilfælde kan stillinger besættes uden opslag.
Omplaceringer af medarbejdere, der udelukkende er blevet overtallige på grund af økonomi, finder sted efter de hidtidige procedurer.
Lederne skal være særligt opmærksomme på at sikre at der er stillinger til det personale, der overgår fra selvejende institutioner til ansættelse på det kommunale område pr. 1. august 2016 og de kommunale medarbejdere som pr. 1. august 2016 i en kortere periode vil være udlånt til det kommunale område for at sikre en god overgang for børnene.
Der kan vise sig et behov for at genindføre ansættelsesstoppet efter d. 1. august 2016 på pædagogisk personale, i dette tilfælde vil det være muligt at genindføre et ansættelsesstop på hele 0-18-årsområdet.