Debat:

Kære Helle Haslund

Af: Anne-Marie Jacobsen

Det er fint og godt, at vi passer på hinanden i vort daglige arbejde, selvfølgelig er det det. Men jeg undrer mig over, hvorfor du ikke tror, vi gør det, siden du fik brug for at skrive om det. Det er ikke mit indtryk, at kolleger generelt set ikke tager sig godt af hinanden. Og når du (i LFS Nyts leder Nr. 15, 2015. Red.) bruger udtryk som, "om vi bliver lykkeligere af KUN at tale om det dårlige?" og "kummerlige forhold", så reagerede jeg, for du sender efter min mening et signal om, at vi taler hinanden ned, og at vi kan klare tingene ved ikke at tale om det negative.

Det er positiv tænkning på et urealistisk og naivt niveau. Det er fint, når Britt og Jan udtaler, at for meget dokumentation og overdreven fokus på sprogstimulering ikke løser arbejdsforholdene, og at det er flere hænder, der politisk set skal være i fokus, men det hjælper bare ikke. Det er vedblevet med at være små "pip". Jeg synes, at LFS skal være med til at invitere medlemmerne til at skrive om arbejdsforholdene og dermed signalere, at det er muligt at mobilisere en markant protest mod de arbejdsforhold, vi bliver budt.

Alene i skrivende uge (uge 8) har jeg hørt følgende fra venner og bekendte i branchen: En pædagog der er alene med 13-15 børn (BH) fra kl. 14 hver dag. En børnehavegruppe med 25 børn, hvor der er tre medarbejdere på, hvoraf kun en er på fuld tid, og det er medhjælperen. En leder i en kommune i Nordsjælland, der skifter arbejde til en privat institution med overenskomst. Hun kan ikke længere se på, at hendes medarbejdere er ved at segne, og det har ikke skortet på hendes arbejdsindsats for et godt arbejdsmiljø, m.a.o., hun har ikke været tavs overfor hendes forvaltning.

Nu står Københavns Kommune overfor omprioriteringsbidraget udover de ti procents besparelse over fire år. Jeg forstod udmærket Frank Jensens desperation, da han udtalte, at det nu måtte være Christiansborg politikerne, der måtte anvise, hvor der skulle spares, for han havde ikke fantasi til at forestille sig, hvor det skulle være. Jeg og mange andre ledere har oplevet den samme desperation, når samme politiker, F.J., m.fl. i Borgerrepræsentationen hidtil har udtalt, at lederne altid har været de bedste til at finde besparelserne selv, ofte med et "vedhæng " om, at de jo er så dygtige! Det er så nemt at lægge det ansvar fra sig.

Men godt er det, at det nu viser sig, at 1000 tillidsfolk går tilbage til institutionerne, og sammen med andre fagforeninger forhåbentligt går i gang med at gøre noget virkeligt ved tingene. Det er blot meget meget sent i en årrække fyldt med alvorlige besparelser.(Faktisk har jeg kun oplevet besparelser, siden jeg blev uddannet i 1984). Og mange år, hvor jeg ikke har følt, at LFS var rigtig med os.

Sluttelig vil jeg fortælle, at da Else Sommer tiltrådte som direktør for BUF, sagde hun i sin tale til os, at hvis vi oplevede kritisable forhold i vort arbejde, havde vi ikke blot lov til, men pligt til at påtale det. Men hun bad os om ikke først at gå til dagspressen, men at gå til relevante instanser i forvaltningen.

Det er vi mange, der har gjort hen ad vejen, også i loyalitet med vores chefer, der også var/er i klemme. Men det skete der ikke meget ved, så måske skulle vi nu overveje at gå til dagspressen med eksakte informationer om den daglige normering og de krav, der i dag stilles til det pædagogiske personale i form af dokumentation, kurser, møder m.v. Det er stadigvæk min mening, at de fleste forældre ikke ved det, og læste de i vores fagblad, ville de også blive bekræftet i, at de ikke behøvede at bekymre sig, for der er ikke grænser for, hvad vi kan klare.