Tema:

Du skal kunne koble det særlige med det almene

Henriette Steiness Larsen møder ikke længere spørgsmålet ”Øh, hvad er det nu egentlig, dit job er?”, når hun møder kollegerne på lærerværelset. Men det kræver en indsats at skabe en ny pædagogisk funktion i en majoritetskultur af lærere.

Tekst: Anna Louise Stevnhøj

Ledelse og kolleger var både venlige og imødekommende, da Henriette Steiness Larsen startede i jobbet som inklusionspædagog på Langelinieskolen i 2012.

”Men det har krævet en indsats. Der var sådan lidt en stemning af ”hvad skal vi mon bruge hinanden til”, da jeg begyndte, og jeg har selv skulle skabe jobbet i samarbejde med ledelsen,” fortæller Henriette Steiness Larsen.

Hun kom fra en mangeårig stilling på Fritidshjemmet ved Skolen på Kastelsvej, SPK, som er for døve og hørehæmmende og var også en erfaren tillidsrepræsentant.

”Begge dele er kommet mig til gode. Jeg oplever, at min faglige viden fra specialområdet har været meget værdifuld. Fra min tid på SPK har jeg gennem årene fået en bred viden om mange forskellige handicapgrupper. Min TR-erfaring har gjort, at jeg er vant til at sætte mig ind i aftaler. Så jeg har ikke været usikker på min arbejdsfunktion,” siger Henriette Steiness Larsen.

Hun er ikke for alvor stødt på krav om at varetage opgaver, der ikke ligger inden for aftaleområdet.
”Jeg er enkelt gang blevet spurgt, om jeg kunne tage en vikartime eller være gårdvagt, og det har været helt ukompliceret og konfliktfrit at sige, at det ligger uden for mine rammer.”

Selvstyrende og selvdefinerende

Langelinieskolen har kun den ene inklusionspædagog, og det betyder, at Henriette Steiness Larsen langt hen ad vejen selv har defineret sine opgaver.

”Det har nogle gange været udfordrende – men også totalt fedt. Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være del af et lærerteam på skolen, men har takket nej: Jeg skal gå på tværs og ikke være særligt tilknyttet en gruppe,” siger Henriette Steiness Larsen, der i dag oplever stor efterspørgsel:

”Min opgave er blandt andet at observere barnet i konteksten og at bruge det til vejledning og sparring med kollegerne. Jeg skal kunne koble det særlige med det almene. Jeg har i perioder faste børn, jeg arbejder meget med. Har samtaler med dem og deltager måske i klasser, hvor jeg hjælper barnet og læreren med at finde strategier, der gør det nemmere for barnet at være med.

Der kan også være tale om børn, der har det meget svært i en periode, og som er i risiko for eksklusion, fordi de mistrives. Men jeg er ofte også involveret i at arbejde med eksempelvis drenge- eller pigegrupper, hvor der er opstået en uhensigtsmæssig dynamik,” fortæller Henriette Steiness Larsen, som dertil giver sparring til de pædagogmedhjælpere, som er ansat til at støtte børn med særlige udfordringer.

Netværk er nødvendigt

Henriette Steiness Larsen er brændende tilhænger af inklusion:
”Inklusion er ikke bare et begreb eller en politisk beslutning.

Det er også et menneskesyn, som jeg går 100 procent ind for. Og vi er som pædagogiske medarbejdere supernødvendige, hvis det skal lykkes. Men vi skal have de nødvendige rammer,” siger Henriette Steiness Larsen, der fx mener, at det er nødvendigt at holde fast i, at inklusionspædagogerne skal have arbejdstid til netværksmøder med kolleger på andre skoler:

”Vores netværksmøder blev inddraget i skoleåret 2014 til 2015, og det var frustrerende. Heldigvis bliver der lyttet, og vi er i gang igen. Vi er stadig så ny en faggruppe, og vi er så få på hver arbejdsplads, at vi har brug for at kunne videreudvikle vores faglige identitet sammen.”