Solidariteten er vigende

Chancelighed handler mere end den sociale arv. LFS Nyt sætter i de kommende numre fokus på begrebet chancelighed. Vi har bedt en række repræsentanter for forskellige organisationer og fagområder at skrive om chancelighed ud fra deres perspektiv.

Tekst: Frank Hedegaard

Når vi almindeligvis taler om chancelighed, gør vi det primært i forhold til børn og social arv. Vi taler om de risici der er forbundet med at vokse op i forskellige miljøer og med forældre, der har få ressourcer. Vi iværksætter tiltag for at udligne forskelle og håber, at vi på den måde kan forebygge. De, der klarer sig godt, kalder vi mønsterbrydere.

Men hvordan er det, hvis vi skal betragte begrebet chancelighed ud fra den gruppe borgere jeg til daglig arbejder med, som er mennesker med multiple funktionsnedsættelser.
Her er det givet fra fødslen, at der er en ulighed i forhold til omgivelser og menneskelige relationer. Deres livssituation er ikke skabt af social arv, men af fødselskomplikationer og genetik. Alligevel synes jeg godt, at man kan bruge begrebet chancelighed – også når vi taler om mennesker med meget få ressourcer, især hvis vi forstår det som noget fællesskabet kompenserer for, ved at tilføre det manglende.

Så hvordan er det med chanceligheden i dag? Er der blevet mere af den, eller har vi slet ikke fokus på den? Set fra mit perspektiv er der aktuelt ved at blive reduceret på chanceligheden og dermed er chanceuligheden også øget. Når jeg tillader mig at sige det, så er det, fordi jeg synes, at der er en vigende forståelse for at ville betale for de initiativer, der kan øge chanceligheden. I medierne hører vi politikere og økonomer tale om den økonomiske krise og at velfærdssamfundet er sat under pres. Denne retorik gør, at udsatte grupper sættes under pres og forståelsen for deres livssituation og behov viger.

I 2013 og 2014 lod DR en gruppe danskere køre rundt i en bus og prioritere samfundets udgifter – herunder altså også udgifter til sociale foranstaltninger. I 2013 ville ingen deltagere spare på handicapområdet. I 2014 var billedet ændret og man sparede med begrundelse i: ”Vi har jo økonomisk krise!”

Hvis solidariteten med de mest udsatte grupper viger mere, ser jeg en mørk fremtid for at øge chanceligheden. Vi oplever allerede nu, hvordan man diskuterer familien skal træde mere til og hjælpe. Pårørende og frivillige skal tilføre institutionerne aktiviteter. Det i en tid, hvor vi samtidig oplever brud i de traditionelle familiemønstre, og hvor mange klager over manglende tid og hvor stress-sygdommene er eksploderet.

Hvis chancelighed skal forstærkes, som jeg mener der er brug for, så kræver det, at vi som minimum har fokus på at bevare de tiltag som vi ved har fremmet chanceligheden, fx ferierejser uden at skulle betale for hjælperes udgifter, at man kan trække alle udgifter til personlig transport fra og at man som udviklingshæmmet handicappet kan komme ud i særlige uddannelsesforløb som hos Uddannelsescenter UIU.

De har ikke nødvendigvis krævet store økonomiske bevillinger, men er også opstået ved at barrierer er blevet nedbrudt. Det værende sig bureaukratiske som kulturelle barrierer, der på hver sin måde modarbejder chanceligheden. Jeg håber meget, at vi i fremtiden fastholder, at vi skal arbejde for chancelighed, så vi fortsat kan se på os selv som et velfærdssamfund, med plads og rum til at hjælpe de mest udsatte.•